L.A. Ring, Brendekilde og Henrik Pontoppidan; Det Moderne Gennembrud;

Jakob Zeuner

                L.A. Ring, Brendekilde og Henrik Pontoppidan

Rings billede af Johanne wilde fra 1890 og Pontoppidans bog fra 1894.

De to gamle socialister Ring og Brendekilde holdt venskabet hele livet på trods af, at de kunstnerisk var gået hver sin vej.

Retur til hjemmesiden

    jakobzeuner.dk

Nattevagt – en nøgleroman med konsekvenser.

Visse romaner får vidtrækkende personlige konsekvenser. Ikke kun for forfatteren, men nogle også for de skildrede karakterer, især når disse har slet skjulte, levende forbilleder. En sådan roman er Henrik Pontoppidans Nattevagt fra 1894.

Vi er i perioden med Det Moderne Gennembrud i dansk kunst og kultur (ca. 1870- 1890), med brødrene Brandes i spidsen for et stort kontingent af danske kunstnere samlet den gruppe, der gik under navnet ’Bogstaveligheden’ og ofte holdt til på Café Bernina i København.  














Her kom også L.A. Ring og Henrik Pontoppidan. De dannede et venskab, men ikke et venskab baseret på en naturlig jævnbyrdighed. Ring anså ikke sig selv for at være på intellektuelt niveau med Pontoppidan. Forfatteren var den ’kloge’ af de to, og Pontoppidan havde – i lighed med sin storebror, lægen og retsmedicineren Knud Børge Pontoppidan - psykiatriske evner. Han kunne sidde rolig, tilbagelænet og gennem en tilsyneladende samtale få folk til at åbne sig og rykke ud med dybt personlige sider af sig selv. Under én af disse samtaler fortalte Ring om sin store, hemmelige passion for - for ikke at sige forelskelse i - fru Johanne Wilde. Fru Wilde var gift med Rings gode ungdomsven Alexander Wilde, og Ring kom meget tit i deres gæstfrie hjem på Frederiksberg.

Da Henrik Pontoppidan i 1894 udgave romanen Nattevagt, der skildrer to malervenner Thorkild Drehling og Søren Hallager, var samtiden ikke i tvivl om, at de to var tegnet, måske endda karikeret over L.A. Ring og H.A. Brendekilde. De to var venner, bofæller og rebeller, som delte både social baggrund og store fælles mål såvel kunstnerisk som politisk, i hvert fald i en årrække inden de kunstnerisk fulgte hver sit spor ind i det 20. århundrede. Den udvikling kan ses og følges i den aktuelle udstilling ”KunstnerBrødre” på Nivaagaard.


Inspireret af netop denne udstilling fik jeg lyst til at læse Nattevagten, og så er jo skønt at kunne række hånden ud mod bogreolen og trække bogen til sig. Ovenikøbet én af min fars gamle, med hans karakteristiske underskrift på forbladet. (Denne gang dog ikke en af hans førsteudgaver (1894), men udgaven fra Fr. Bagges Kgl. Hofbogtrykkeri 1912).

I dagens Danmark vil nok de færreste kunne se ligheden mellem de to romanfigurer og de to kunstnerbrødre. Men det kunne Ring. For ham stod Thorkild Drehlings forelskelse i Søren Hallagers kone, Ursula, med flammeskrift som en afsløring af hans eget forhold til Johanne Wilde. I begge tilfælde forblev forholdet aldeles platonisk, men Ring følte sig svigtet og udnyttet af Pontoppidan, og han tilgav ham aldrig. Ring opgav prompte dette svegne venskab uden yderligere forklaring eller bebrejdelse. Det var bare som en tilfrosset sø over et mørkt og ukendt dyb.