Jacob Langebeck
Køn: M
Personinformation
Født: 23 Jan. 1710 - Skjoldborg Sogn, Hundborg Herred, Thisted Amt
Dåb:
Død: 22 Aug. 1775 - Vor Frue Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt 1 2
Begravelse: Aug. 1775 - Vor Frue kirke, København
Dødsårsag:
AFN :
Begivenheder
• Han tog eksamen som Student 1728 på Nykøbing Mors.
• Han tog eksamen som Cand. theol 1732 på København.
• Han boede til leje 1743 i Fiolstræde.
• Han arbejdede som Geheimearkivar 1748 i Det Kongelige Bibliotek..
• Han rejste på studierejse 1753-1754 i Sverige og Østersølandene.
• Udnævnelse: Justitsråd, 3 Nov. 1753, København.
• Jacob stod fadder til sit kommende svigerdatter Lene Klarup Thÿe den 30 Jun. 1757 i Hvedstrup kirke, Sømme, Roskilde.
• Legatbestyrer: Legater til fordel for fattige enker og gamle jomfruer, disciple i Vor Frue og Helliggejst skoler og forældreløse børn., 1759, København.
• Han skrev 1761 forordet til, udgivet i København
• Jacob stod fadder til Tegneren Hilfelings søn Jacob Reinhold Hilfeling den 2 Aug. 1769 i Nicolai kirke, København.
• Han arbejdede som Etatsråd og brygger 1770 i Nytorv 134, København.
• Jacob Langebeck udgav Digt om National Politik i 1771. ]
Forældre
Far: Frederik Jacobsen Langebeck 3
Mor: Else Didriksdatter Schytte 4
Ægtefæller og børn
1. *Helena Maria Paulli 5
Ægteskab: 18 Maj 1755 4
Børn:
1. Helene Jacobine Langebeck
2. Friederich Langebeck
Notater
Generel:
Jacob Langebek. Miniature maleri af Søren Abildgaard 1751, senere sat i kobberstik af E. C. W. Eckersberg 1847.
Jacob Langebek (23. januar 1710 - 16. august 1775) var dansk gehejmearkivar og historiker
.
Opvækst og ungdom
Familieforhold
Jacob Langebek tilhørte en gammel præsteslægt, hvis tilnavn kom fra Langebæk præstegård i Kalvehave Sogn. Stamfaderen, Jacob Andersen, tog magistergraden i Wittenberg i 1584, og dennes søn og efterfølger, Anders Jacobsen Langebek, tog tilnavnet. Han var konrektor ved Vor Frue Skole i København og rektor for Slagelse Latinskole, før han i 1630 efterfulgte faderen i embedet, som han blev i indtil sin død i 1645.
Jacob Langebek blev født i Skjoldborg i Thy, hvor hans fader, Frederik Langebek (død 1727), var præst. Moderen hed Else, født Skytte (død 1726). En måned før sin død var faderen indtrådt i nyt ægteskab, med Sabine Marie Stoltzig, der siden ægtede eftermanden i kaldet, hr. Oluf Kamp.
Historisk interesse
Indtil sit 16. år undervistes Langebek hjemme, men allerede da var hans sans blevet åbnet for minderne fra fortiden, eller en ham medfødt lyst til at granske fædrenes spor var kommet til gennembrud. Gamle kirker med deres ligstene og mindesmærker, slotte og herregårde, gamle voldsteder, kæmpehøje og stendysser, sagn og saga, Saxo og Arild Huitfeldt, kort sagt alt, hvad der smagte af oldtiden, fængslede hans opmærksomhed i en overordentlig grad. I Nykøbing Mors skole, som han derefter besøgte i tre år, havde han den lykke at nyde undervisning af en rektor (magister Vilhelm Rogert), der af samtidige skildres som en i henseende til både lærdom, karakter og dygtighed udmærket lærer.
Universitetstiden
Da Langebek i juli 1728 afgik til Københavns Universitet, var han derfor vel funderet i de kundskaber, skolen havde ydet ham adgang til, særlig i det latinske sprog, men han var meget fattig og så godt som forældreløs. Kun ved den største nøjsomhed og flid kunne han vente at komme frem i verden. Men ingen af disse egenskaber manglede han, og dertil besad han en overordentlig arbejdskraft, en klar forstand, en stærk hukommelse, en brav karakter og et gudfrygtigt sind.
Formodentlig har Langebek, da Københavns brand i efteråret 1728 forstyrrede alle ting, for en tid måtte forlade København for andetsteds at søge sit livsophold ved undervisning. I alt fald fik han først 1731 Anden Eksamen, men allerede 1. april 1732 tog han teologisk attestats. Skønt han fremdeles med møje måtte erhverve sit underhold og skaffe sig midler til at købe bøger, der næsten var ham uundværligere end brød, så kunne han nu mere frit hengive sig til studiet af fædrelandets historie og oldsager, der havde hele hans kærlighed. Under benyttelse af de få, da tilgængelige hjælpemidler lagde han sig med flid efter det oldnordiske sprog, vejledet af en islandsk student. Senere erhvervede han også god færdighed i flere nyere sprog, som skolen ikke dengang gav vejledning i, særlig i engelsk og tysk ligesom også i oldengelsk og andre sprog, der kunne tjene til fremme for hans historiske studier.
Frederik Rostgaard
Den forbindelse med den bogelskende etatsråd Frederik Rostgaard, som Langebek tidlig kom i, vistnok gennem sin trofaste ungdomsven Oluf Bruun, huslærer hos Rostgaards datter, enkefru Conradine Sophie v. d. Maase, som Bruun siden ægtede til hendes forældres største harme, blev betydningsfuld for Langebek, idet den blev middel for ham både til at udvide sine kundskaber og til at komme ind i større forhold end dem, der ellers var tilgængelige for en fattig ung mand. Vel benyttede Rostgaard, der boede på Krogerup ved Helsingør, Langebek som en art kommissionær i København til at besørge mangt og meget, der synes mindre passende hverv for en ung videnskabsdyrker, men den lærde og ansete mands tillid og fortrolighed lønnede dog Langebek for hans møje, og de jævnlige ophold på det smukke Krogerup har uden tvivl været oplivende og lærerige for ham. Særlig måtte Rostgaards store manuskriptsamling, der siden kom i Københavns Universitetsbiblioteks eje, og over hvilken vi endnu har et af Langebek forfattet katalog, have været oplysende og tiltrækkende for denne. Rostgaard havde påbegyndt arbejdet på en ordbog over det danske sprog, som kongen, Christian d. 6., i 1739 havde lovet at sponsorere trykningen af, men arbejde skred for langsom frem, så Rostgaard indså, at han havde brug for en kapabel assistent. Valget faldt på Jacob Langebeck. Den direkte løn Langebek fik, var vel ikke stor i forhold til det overordentlig besværlige arbejde, men det grundige kendskab, han derved erhvervede til det danske sprogs ordforråd og former, har dog sikkert bidraget til, at han kom til at skrive modersmålet så rent og smukt som kun få i hans samtid.
Han mente, at ordbogen skulle have en opdragende effekt, og insisterede på, at "grove, plumpe og liderlige Ord og Talemaader, som stride imod Ærbarheden" ikke skulle med.
Langebeck kunne også konstatere, at Rostgaard havde overtaget store dele af Ole Worms' samlinger inkl. de antikvarisk-topografisk værdifulde præsteindberetninger fra 1622-39. Det skulle senere komme ham til nytte.
Hans Gram
Af endnu større betydning for Langebek var det, at han 1735 tog kontakt til den lærde professor, kongelig bibliotekar og gehejmearkivar Hans Gram. Langebek havde oversat den Islandske Kristni-Saga, som han i håndskrift tilegnede Gram, idet han tillidsfuldt og udførlig fortalte ham om sin tidlig begyndte og stadig fortsatte interesse for fædrelandets minder og oldsager og om sine litterære fremtidsplaner. Gram fattede straks velvilje for den unge videnskabsdyrker, skaffede ham en plads som amanuensis ved Det Kongelige Bibliotek og optog ham senere (1739)som logerende i sit hus.
I biblioteket og i omgangen med Gram, hvis omfattende bogsamling nu stod åben for ham, var der meget at lære for Langebek, der ikke forsømte nogen lejlighed til at forøge sine kundskaber, og 1737 åbnede han sin offentlige litterære virksomhed, da han i forening med Ludvig Harboe begyndte at udgive Dänische Bibliothek, der indeholder historiske afhandlinger, aktstykker, meddelelser om udkomne Skrifter o.l. Men da der, efter at tre stykker eller bind var udkommet af det nævnte skrift, indtrådte en standsning deri (1739), tænkte Langebek på at udgive en samling Monumenta Danica, der skulle indeholde alle hånde ældre og nyere bidrag til fædrelandets almindelige og specielle historie. Vi har endnu Langebeks udførlige, latinske prospectus (af 1740) til dette samlerværk (Suhms Nye Samlinger IV, 2, s.62ff.), som dog aldrig kom for dagen, men hvori vi se de planer dæmre, som siden kom til udførelse i Danske Magazin og i Scriptores rerum Danicarum. I de følgende år var Langebek stærkt optagen af arbejdet på den danske ordbog, men da det syntes næsten uendeligt og berøvede ham tiden til andre studier, mens det materielle udbytte for ham kun var ringe, måtte han til sidst indstille dette arbejde. Hans flittige og omhyggelige forarbejder kunne han dog senere bruge ved udgivelsen af Videnskabernes Selskabs Ordbog.
Det kongelige danske Selskab.
Et talende vidnesbyrd om Langebeks store kærlighed til arven fra fædrene var hans stiftelse af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. En kreds af yngre mænd forenede sig nemlig efter hans tilskyndelse og under hans forsæde 8. januar 1745 med det formål at samle bøger, håndskrifter, dokumenter, portrætter, kort, mønter og, hvad andet der kunne fremme kundskaben om fædrelandets fortid, og at udgive en samling af historiske kilder, særlig sådanne, som var affattede på modersmålet, ledsagede af de fornødne indledninger og oplysninger. Langebek var ikke blot leder af foretagendet, men også den, på hvem arbejdet i alt væsentligt kom til at hvile. Men han havde både lyst og evne, og Danske Magazin, der blev navnet på selskabets tidsskrift, er et udmærket vidnesbyrd om hans historiske indsigt og grundighed.
Selskabets virksomhed hilstes med almindeligt bifald, og det fik i løbet af få år samlet meget værdifuldt historisk materiale (se Det kongl. danske Selskabs Begyndelse og Tilvæxt i de tre første Aar, 1748). Navnlig viste Gram sig som selskabets velynder, ikke mindst ved den frie adgang, han gav Langebek til at benytte de rige kilder, som gehejmearkivet gemte. Kort sagt, alt så lovende ud, og Christian 6. tog 7. januar 1746 selskabet under sin beskyttelse og gav det tilladelse til i sit navn at antyde dette.
Samme år som Jacob stiftede sit Danske Selskab døde Frederik Rostgaard, og Hans Gram besluttter at gøre en ekstra indsats for at skaffe Jacob Langebeck et ordentligt udkomme, så han skriver til geheimestatsminister Johan Ludvig Holstein med følgende anbefaling :
Oftbemeldte Studiosus Jacob Langebek er for sin Person et ganske skikkeligt og til ingen Last hengivent, ja et lærd og habile Subjectum. Hand hafver og til saadant Arbejde at gjøre som det bemeldte Danske Lexicon ingen sin lige her ved Stæden. Men herved ere hans Omstændigheder disse: hand er i sit 35 Aars Alder, har været Student i 17 Aar, har imidlertid seet en Mængde Studerende af yngre Alder og mindre Lærdom end hans befordrede til Lykke og Velfærd, da Hand hverken har Lyst eller Gafver til Prædikestolen (endskiønt hand har sustineret Examen Theologicum) ey heller til Skole-Embede"
19. februar 1748 døde bibliotekar ved Det store kongelige Bibliotek, Geheimearkivar, Etatsråd, Professor ved Københavns Universitet, Hans Gram.1 Han blev 63 år gammel og efterlod sig en bogsamling på omtrent 24.000 bind.2 Denne samling havde formodentlig været større, hvis ikke Københavns brand i 1728 havde fortæret alle hans uindbundne bøger. Det fortælles, at Gram tog afsked med sine bøger, én for én, før han døde - og at denne proces må have forlænget hans liv betydeligt. [1]
I sit testamente havde Gram bedt Jacob Langebek om at forfatte auktionskatalogen over hans efterladte bibliotek. I et brev til kongen af 23. marts 1748 fortæller Langebek, „ifald jeg vil og kand paatage mig det, [havde Gram] tillagt mig en skikkelig Belønning".3
I 1738 var Gram flyttet ind i professorboligen, beliggende i Fiolstræde på det gamle Universitetsbiblioteks plads. Her havde han Ludvig Holberg som genbo.1 I 1739 gav nu Gram Jacob Langebek plads i sit eget hjem: Langebek var da 29 år gammel og endnu ikke kommet i brød. I de ni år, der siden var gået, havde Langebek fungeret som Grams assistent, og han havde derfor i 1748 et godt kendskab til Grams private bibliotek. Han påtog sig da også at skrive kataloget, der må være udkommet senest i november 1748.
Langebeck var givetvis selv tilstede ved auktionen - så lad os først se lidt på, hvad han har købt til sig selv.
Hans første succesfulde bud var på 4 mark for Gram Folio #560-61: Monumenta S Patrum orthodoxographa &c. Basel 1569. Dette må have været et godt køb, idet værket på Langebeks egen dødsboauktion 20. januar 1777 fik hammerslag på 1 Rigsdaler 5 Mark og 8 Skilling.6) Gram Folio #1070, Nic Vpton de Studio Militari, London 1654, fik Langebek for et bud på 1 Rigsdaler 1 Mark. På hans egen auktion var hammerslaget 3 Rigsdaler. Gram Folio 2186, Chr. Urstisii: Historici illustres Germanicæ, Frankfurt 1585, gik til Langebek for 1 Rigsdaler 3 Mark og 4 Skilling. Denne bog findes imidlertid ikke i Langebeks auktionskatalog. Til gengæld findes her andenudgaven af samme bog, Frankfurt 1670, 2°, indbundet med M. Goldasti: Rer. Alemannic. Scriptores, Frankfurt 1661. Dette viser, at Langebek har plejet sin bogsamling ved at udskifte mindre ønskværdige eksemplarer. Historie Georgen und Caspern von Frundsberg med Appendix Historia Dominor a Frundsberg, Frankfurt 1572 og 1568, som Langebek købte for ialt 4 Mark 2 Sk. (Gram Folio 2365-2366), har han tilsyneladende haft i kommission - bøgerne optræder i hvert fald ikke i Langebeks auktionskatalog.
Alt i alt købte Langebek 23 foliobind, hvilke næsten alle genfindes i hans egen auktionskatalog. Af bøgerne i kvartformat købte Langebek 43 bind. De fleste ret billigt, for han må have samlet kræfterne til den sidste kvart, han købte: Gram #6034: Jomfru Maria Psalter eller Rosenkrands ved Hr. Michael sogne- Prest i Odense, Kiobenh. \\t de Creatione Rerum, Kb. 1514. it de Vita Hominis, Kbh. 1514. Hammerslaget var på 29 Rigsdaler - en meget stor sum i 1748. I katalogen for Langebeks egen auktion i 1777 (Quarto 3023) er kun angivet titlen på det første værk: Expositio pulcherrima super rosario beate Marie virginis in danica lingua, Kopmanhaffn 1509. Dette årstal er forkert. Hammerslaget var på 13 Rigsd. 5 Mark, 15 Sk. Det er lidt påfaldende, at Langebeks auktionskatalog,der ellers nok angiver, når flere værker findes indbundne i samme bind, ikke angiver titlerne på de to andre medindbundne værker,og at prisen i 1777 var under halvdelen af prisen i 1748. Stavemåden"Kopmanhaffn" findes imidlertid ikke i Expositio, hvor der står "Køpmanhaghen", men nok i de to andre skrifter. I betragtning af, at der kun findes 5 eksemplarer bevaret, må Langebeks eksemplar formodentligvære det samme som Grams; den lave pris er nok kun en tilfældig auktions-fluktuation.
6) Bibliotheca Langebekiana. 1776. KB J, 5125, B°. Tidligere Københavns Universitetsbibliotek. Indskrevet med priser. Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie
Stiftelsen
Stridigheder
Samtidig trak imidlertid en mørk sky op over Langebek og hans selskab. Han havde nemlig i det 1. bind af Danske Magazin af og til rettet en og anden fejl i hofpræst Erik Pontoppidans nys udkomne danske kirkehistorie, Annales ecclesia Danicæ. Særlig havde han et sted, uden just udtrykkelig at nævne værket, udtalt en meget streng kritik over dets mangel på nøjagtighed i specialundersøgelserne. Dette tog Pontoppidan sig meget nær og skrev et i Oluf Bangs Samling af adskillige nyttige og opbyggelige Materier trykt, anonymt "Brev angaaende den Dristighed, med hvilken A. Huitfeldt og andre Historieskrivere korrigeres af det Danske Mag.s Forfattere". Herimod udgav Langebek på selskabets vegne nogle Selskabets Anmerkninger over et Brev, som nyeligen er udgivet imod det Danske Magazin, der i en temmelig overlegen tone, men med en knusende virkning, imødegik Pontoppidans brev.
I sin vånde tog denne nu sin tilflugt til kongen ved en klage, hvori han fremstillede sig som groft krænket på sin ære og bad om oprejsning. Langebek fra sin side indgav også et andragende til kongen, hvori han til satisfaktion for sig og selskabet ansøgte om plads ved Københavns Universitet som professor i fædrelandets sprog og historie, dog uden forpligtelse til at holde forelæsninger, mod at han, "foruden Danske Magazin, aarlig udgav et eller andet dansk Skrift til Ære for Landets Sprog og Historie". En sådan begæring af Langebek i samme øjeblik, der var indkommet en alvorlig klage over hans færd, fandt kongen dog "meget impertinent" af ham og bød, at han skulle indkaldes for konsistorium og gøre Pontoppidan afbigt. Begges fejdeskrifter skulle undertrykkes.
Langebek måtte bøje sig, men den offentlige mening gav ham ret, og da Christian 6. altid var mest tilbøjelig til at vise nåde, når han først tilstrækkelig havde tilkendegivet sin misfornøjelse, så fik sagen ingen ubehagelige følger for nogen af parterne. Til begges ære kan det siges, at de siden blev forligt og viste hinanden alt sømmeligt hensyn. Som selskabets ordfører har Langebek i skriftet Videnskabers Tab i Kong Christian VI's Død (1746) givet den afdøde konge et smukt eftermæle, da det rolige og stille væsen, som var herskende under ham, efter Langebeks mening var særlig gunstigt for videnskabernes fremme.
Videnskaberne Selskab
Efter at Frederik 5. havde besteget tronen, fik det danske selskab prædikat af "kongeligt", og Langebek udtalte på dets vegne i Videnskabers Haab under Kong Frederik V (1747) de bedste forventninger om fremtiden. For ham selv, der endnu gik som "studiosus", blev da også særlig de første år af denne konges regeringstid betydningsfulde. Da Gram døde 1748, blev Langebek nemlig efter et af Gram tidligere ytret ønske udnævnt til hans eftermand som gehejmearkivar, hvorved han kom på en plads, der ret egnede sig for ham, ligesom han snart efter blev medlem af Videnskabernes Selskab. I en Jubeltale i anledning af den oldenborgske kongeslægts jubelfest 1749 skildrede Langebek som tolk for det danske selskab stamfaderens, Christian 1.s, historie. Danske Magazin fortsatte han til 1752; i alt foreligger der seks bind fra hans hånd, der har beholdt deres værd som en umistelig kilde til Danmarks historie. Men dermed standsede også for lange Tider selskabets virksomhed, til dels fordi andre litterære planer optog udgiveren.
Skriftlig virksomhed Dansk-norsk diplomatarium
Gram havde allerede gjort ikke ubetydelige samlinger til et dansk-norsk diplomatarium. Denne plan tog Langebek nu op med overordentlig iver og afskrev eller lod afskrive en stor mængde breve og aktstykker, især fra middelalderen, og da det var ham klart, at skulle et sådant værk blive nogenlunde fuldstændigt, måtte nabolandenes arkiver og biblioteker afsøges, så opnåede han, støttet af den ham altid gunstige kancellipræsident, grev Johan Ludvig Holstein, statsunderstøttelse til en rejse til Sverige og Østersølandene 1753-1754.
Langebek, der imidlertid havde fået titel af justitsråd, gjorde en rig høst på sin rejse, og stiftede værdifulde bekendtskaber. I Stockholm blev han medlem af det Kungliga Vetenskapsakademien. Som ledsagere på rejsen havde han arkivtegneren Søren Abildgaard og svenskeren N.R. Brocman, der blev ham særdeles hengiven og både da og senere ydede ham udmærket hjælp.
Efter sin hjemkomst indtrådte Langebek 18. maj 1755 i ægteskab med Helene Marie Pauli (1731 - 1766), der bragte ham så meget, at han kunne købe sig en gård til beboelse. Imidlertid søgte han at ordne og bearbejde det historiske stof, han var kommet i besiddelse af. Særlig pris satte han på den såkaldte Kong Valdemars Jordebog, til hvis oplysning han fordybede sig i middelalderens topografi og med stort arbejde udkastede kort over Danmark i Valdemarstiden. Af disse blev nogle stukket i kobber, men det lykkedes ham dog ikke at få værket udgivet. Således gik det også med meget andet, han arbejdede på.
Diplomatariet, som havde kostet ham så uhyre møje, kom ikke ud - selv kunne han ikke afholde de store udgifter, og statsmidler var vanskelige at opnå, skønt grev Otto Thott, der 1763 var blevet J.L. Holsteins efterfølger i kancellipræsidiet, nærede stor interesse for foretagendet. Desuden stillede Langebek så store fordringer til fuldstændighed, at han havde svært ved at afslutte. I anledning af mindedagen for enevældens indførelse havde han forfattet en suverænitetshistorie, samlet et stort apparat af oplysende bidrag og fået udarbejdet et tilhørende stort kobberstik, men sidste hånd blev ikke lagt derpå. Udkast til Souverainitets-Historien blev senere udgivet af J.H. Bang i programmerne fra Sorø Akademis Skole 1881-1884. En del af de tilhørende aktstykker er ad andre veje kommet for lyset.
Norske Bjergværker
Af Langebeks historie om de norske bjergværker, hvortil han havde samlet med utrolig energi, fremkom kun første stykke, der nærmest var indledning, i Videnskabernes Selskabs Skrifter, men resten fremkom aldrig. Hans store samlinger til dansk mønthistorie kom ikke for lyset, lige så lidt som et sigil <http://da.wikipedia.org/wiki/Signet>- og monumentværk, hvorpå han havde ofret meget. Til dette mindre heldige resultat af en opofrende og anstrængt videnskabelig stræben bidrog dels nogen ubestandighed hos Langebek i fastholdelsen af en gang fattede planer, dels hans store beredvillighed til at hjælpe andre med tilsidesættelse af egne formål, dels et skrøbeligt helbred, som Langebek en stor del af sin tid måtte kæmpe med, og endelig mangel på de tilstrækkelige midler. Dertil kom endnu, at et nyt, stort, patriotisk foretagende i hans senere år trængte sig i forgrunden og optog hans tanker og arbejdskraft.
Brygger.
I 1770 bliver Langebeck Etatsråd, og i samme periode køber han en bryggergård på Nytorv. Laugene kæmpede for bedre priviligier, og prøver at overbevise kongen og Struense om deres besværligheder. Dog uden syndeligt held. Struense udsteder Reglementet af 5te Juni 1771 om "Stadens adskillige økonomiske og borgerlige Indretninger", der føltes som et Indgreb i Laugsrettighederne og at det i mange Poster var ugjørligt, urimeligt og uretfærdigt.
Der er ingen Tvivl om, at Tiderne vare vanskelige, og at der herskede megen Næringsløshed i Byen, selv om ikke al den Jammer, hvorom man læser, var begrundet. "I Aaret 1771 - siger Langebek - truedes Kjøbenhavn næsten i alle Henseender med en forestaaende Undergang"; et andet Sted betegner han Aaret som "Hjemsøgelsens Aar". Det gik stærkt tilbage med flere af de største og mest ansete Laug, som f. Ex. med Bryggerne. Det siges endog, at "det fast er mere Onus end Bonus at eie en Bryggergaard", og de mange Falliter blandt dem vise, at Udsagnet ikke er grebet ud af Luften. I Novbr. 1771 attesterede Magistraten, at Bryggernes Beregning, ifølge hvilken hver af dem med sine 36 Bryg om Aaret kun havde en Nettoindtægt af 64 Rdlr. 1 Mk. til eget og Familiens Underhold, var fuldkommen nøie og rigtig. Bygpriserne vare nemlig overordentlig høie, Forpligtelsen til at holde Forraad kostede Lauget mange Penge, og skjøndt det havde faaet Tilladelse til fremmede Kornvarers Indførsel, gavnede det ikke, da man intet Byg kunde faa fra Udlandet. Under disse Omstændigheder blev Taxten forhøiet, dog efter Sædvane kun paa bedste Slags og Mellemøllet, hvorimod Øllet for Menigmand skulde beholde sin gamle Pris (6 Mark pr. Tønde). [5]
Trykkefrihedstiden og Struense perioden
Der var efterhånden blevet opsamlet et stort had mod Struense, og den Velvilje, som han var blevet modtaget med i begyndelsen, var nu slået over i sin modsætning. Han havde krænket og lagt sig ud med alle samfundsklasser, såvel stormænd og almuefolk som gejstlige og militære. Hans forhold til dronningen var nu kendt i vide kredse og genstand for alles kritik. De vildeste rygter var i omløb, og Kabinetsministeren havde selv ved Trykkefrihedsanordningen af 14. sep. 1770 givet sine fjender det skarpeste våben i hænde. Al censur var nu ophævet, og yderligere var forfatternes ansvar for deres værker faldet bort, om ikke formelt, så dog i praksis.
Det skulle være så godt, men det varede ikke længe, før det gik op for nationens ledende mænd, at den uindskrænkede trykkefrihed gav bagslag. En Syndflod af småskrifter, pjecer og viser væltede ud over landet, men kvaliteten svarede ikke til kvantiteten. Alle vilde skrive, og alle vilde læse, og datidens boulevard presse kørte det store skyts frem, og talentløse satirer, gemene flyveskrifter, anonyme og pseudonyme bagvaskelser så dagens lys i hundrede vis. I det store og hele var Trykkefrihedsperioden ikke til hæder, men til vanære for nationen. Trykkefriheds skrifterne begyndte med lovtaler over det nye regimente og angreb de afgåede ministre og Geheimerådet, men piben fik snart en anden Lyd. Da Struenses reformarbejde fra sommeren 1771 var kommet godt i gang, begyndte angrebene på ham og blev voldsommere og voldsommere, efterhånden som han gik videre, og forbitrelsen steg. Samtidig steg forargelsen over dronningens og Struenses forhold. De groveste skældsord regnede ned over dem, enhver ny reform satte Hundreder af ondskabsfulde penne i bevægelse, ja selv hos landets bedste og dygtigste mænd. Geheimearkivar Langebek udgav anonymt sin "Nye Prøve af Skrivefrihed", hvori han indtrængende advarede kongen "mod de fremmede Leiesvende, der spillede Bold med Ære, Velfærd og god Orden", og hvori han overhovedet, som han selv siger, "rørte ved Hovedet og dets ømme Dele".
om dronningens og Struenses frie væsen og omgang, der vakte stor forargelse skriver Langebek (dog anonymt) i "Hævnens Dag", hvor han formodentlig sigter til, at dronningens optræder i mandsdragt og ikke rider i damesadel, men sidder over skrævs på hesten: "De mange Positurer, de satte sig udi til Vogns, og til Hest og i adskillige Optog, ville vel ikke saa hastig blive glemt".
De enkelte stemmer, som forsvarede Struense, druknede fuldstændigt, og til sidst blev det nødvendigt for ham at standse dette "uvæsen". Den 7. oktober 1771 udkom derfor et Reskript, der påbød at censuren ganske vist fremdeles skulle være afskaffet, men at enhver forfatter skulle stå til ansvar for, at hans skrifter ikke stred mod de bestående love og Anordninger, og at ingen bog i fremtiden måtte trykkes uden at bære forfatterens eller bogtrykkerens navn. Dette var ganske vist en indskrænkning af den hidtidige ansvarsfrie trykkefrihed, men dog ikke i særlig grad belastende for forfatterne. [6]
Langebeck havde under Trykkefrihedstiden udgivet tre anonyme smædevers mod Struensee. Ud over den ovennævnte "Nye Prøve af Skrive-Frihed" udgav han Tanker over Jule-Aftens Feyde 1771 og Frimodige tanker over Den saa uventede som store Hevnens Dag, den 17de Januarii 1772, han betegner Struense som Morderengel, Buk, Abe, Fæ, Ulv og Tiger.
Jacob Langebek skildrede et moralsk forfald hos kongen og hoffet i digtet Nye Prøve af Skrive-Frihed, hvor han så tilbage på Christian 7.s levned som: "Stats, Lediggang og Smaus, Comedie og Dands,/ Spil, Nattesvir og Søvn, fordervet Krop og Sands." Langebeks vers havde tre hovedtemaer: For det første var enevælden truet på grund af kongens moral: "Ei vel forvaret er en Fyrstes Eenevælde,/ Naar sig hans Blødhed til Én eller Faa skal helde"75 Det andet tema var en nationalpatriotisk kritik af de fremmedes herredømme: "En Fremmeds Kierlighed er kun til vore Penge," og "Dansk Brød det smager dem, saa burde Sproget og"76, mens det tredje tema var opstillingen af et reformprogram på haltende vers, som skulle gennemføres, når "Toppen rensedes for daarlig Frugt og Grene". Reformen stod på moralens grund, og der var intet politisk nyt i Langebeks program vedrørende land og by samt handel og finans.77
I indledningen til versene understregede Langebek, at han havde gjort "et Forsøg paa at prøve Pennens Frihed i en Yderlighed, som kommer Tænke- Friheden nærmest", og Luxdorph delte opfattelsen af skriftets farlighed, da han d. 10. august 1771 skrev i sin dagbog: "Det ypperlige, men farlige Vers: Nye Prøve paa Trykfrieheden tryktes hos Stein".78 Vedrørende anonymitetens karakter i 1771 er det interessant, at han først den 5. april 1772, altså efter kuppet mod Struensee, noterede det som en nyhed: "Langebech er Autor til Nye Prøve paa Skrive-Friehed, Jule-Aftens Feyde og Friemodige Tanker."79 [6]
Senere vedgår Langebek sig forfatterskabet og genudgiver disse tre digter under titlen Trende Skalde-Digte til Oplysning i vore Tiders Historie, der dog langt mere er bidrag til tidshistorien end poesi. F.eks. skrev digteren Johan Herman Wessel flere skæmtevers der gjorde grin med Langebeks produktioner.[1] [5]
Under Struensee havde Langebek kritiseret favoritstyret i de politiske vers Nye Prøve af Skrivefrihed. Efter regeringsforandringen reflekterede han over, hvorfor han greb pennen anonymt, og hvilken rolle han spillede. Langebek indtog rollen som den intellektuelle anklager af regeringen, og han søgte indflydelse gennem den anonyme offentlighed: "Skrive-Friheden var der, Tænke-Friheden havde jeg". Forsøget blev gjort: "Stykket kom for Dagen, det blev læst, og gav Opmærksomhed," og Langebek sammenfattede: "Jeg naaede en god Deel af min Hensigt, og feilede ikke ganske i mit Ønske."120 Med sine frimodige tanker ville han nu medvirke til at sætte den politiske dagsorden efter Struensees fald, men det blev en anden historiker, som slog igennem i offentligheden og vandt publikum. Langebek skrev som højt rangerende embedsmand anonymt, mens P.F. Suhm kunne beklæde den intellektuelle rolle med større styrke som uafhængig forfatter. Suhm havde også skrevet anonymt under Struensee, men efter den 17. januar trådte han offentligt frem med en politisk kommentar, en vurdering og et program rettet direkte til magtens centrum - Til Kongen. [7]
Samme år som Struense blev henrettet blev JL tildelt Pro Meritis, som var en kongelig dansk fortjenstmedalje , der første gang blev uddelt i 1772 til Jacob Langebek og Carsten Niebuhr . Den blev sidst uddelt 1863.
Scriptores rerum Danicarum
Den anden virkning af den nationale befrielse var, at Langebek fik mod til at begynde udgivelsen af sin store samling af kilder til Danmarks historie i middelalderen, som han året forud havde bebudet på tryk i Intimatio de collectione Latina Scriptorum rerum Danicarum medii ævi. For at fjerne Langebeks betænkeligheder ved de store omkostninger, et værk som det påtænkte ville kræve, tilbød Peter Friderich Suhm , hvem dets fremkomst særlig lå på hjerte, at afholde udgifterne derved, et tilbud, som Langebek vel modtog, men ikke kom til at gøre brug af. 1772 udkom første foliobind af Scriptores rerum Danicarum medii ævi, der modtoges med bifald af alle kyndige. Ved overrækkelsen til kongen af bindet modtog Langebek guldmedaljen Pro Meritis, ligesom det göttingske historiske institut optog ham som medlem.
Værket skred rask frem (2. bind udkom 1773, 3. bind 1774), da Langebek ved sit nye ægteskab 24. februar 1773 med Marie, født Wulff, enke efter klokker ved Vor Frue Kirke Niels Glud, havde fået rigeligere midler til sin rådighed. Alt tegnede således til, at nu skulle frugten høstes af et overordentlig flittigt, til den historiske videnskab indviet Liv. Men så var timeglasset udrundet. Efter kort sygdom døde Langebek 16. august 1775, 65 år gammel. Han var langtfra nået halvvejs til ende med udgivelsen af det meget, han havde haft under hænder, men hvad han havde udrettet, sikrede ham dog et uudsletteligt minde i hans landsmænds erindring.
Langebeks betydning for andre lærde og hans eftermæle
Langebeks litterære fortjenester er nemlig ikke udtømte med de skrifter, der udkom under hans eget navn. Mange fremmede arbejder skylder hans velvillige hjælpsomhed overordentlig meget. Den restituerede udgave af Ole Worms Epistolæ (1751) havde næppe set lyset uden hans bistand. Han sørgede for, at Christian 4.s historie, som først Niels Pedersen Slange og siden Hans Gram var døde fra, endelig udkom i 1749. Hans de Hofmans Fundationer har han givet mange bidrag til, ligeledes til Danske Atlas, hvis sidste dele (fra 4. bind af) vistnok skylder Langebek deres bedste indhold. Jens Worms Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde Mænd har han gennemgåe og forøget betydelig, A.N. Ryges Peder Oxe er for en del hans værk og Erich Pontoppidans Kjøbenhavns Beskrivelse har ham meget at takke for. Hvad der i Videnskabernes Selskabs historiske almanakker nu har værd, skriver sig så at sige altsammen fra Langebek, og således går det med flere skrifter, som ikke her kunne nævnes, ikke at tale om, hvad bistand han har ydet fremmede historieskrivere som Sven Lagerbring <http://da.wikipedia.org/wiki/Sven_Lagerbring> og Ludwig Albrecht Gebhardi.
Ved Langebeks død fik hans store samlinger - heriblandt utallige notitser skrevne på små papirslapper - ikke just den omhyggeligste medfart. Den største del, særlig det håndskrevne diplomatarium, gemmes i Rigsarkivet, en del findes i Det Kongelige Bibliotek, en del er landet i Oslo. Men der er også det, som Langebek vides at have arbejdet på, der nu synes tabt. Langebek efterlod en ypperlig bogsamling, særlig godt forsynet med svensk litteratur. To børn af 1. ægteskab [Helene og Friederich] overlevede faderen og bragte slægten videre.
Grundtrækkene i Langebeks karakter var retsind og tjenstvillighed. I hans breve, der alle er i en smuk, klar og rolig, om end noget ensformig, stil, fremtræder hans personlighed tydelig for læseren og efterlader billedet af en varm fædrelandsven, et elskværdigt, fordringsløst og trofast menneske. Kan der end i hans yngre år, da han måtte kæmpe sig frem under vanskelige kår, påvises træk af en selvhævdelse, der måske kan have noget stødende ved sig, så tabte dette sig dog senere, da han for alle veltænkendes bevidsthed stod som den uendelig flittige, kundskabsrige og hjælpsomme videnskabsmand, der ikke misundte nogen, men ville alle vel, som med ham ville arbejde på formål, der kunne tjene til ære for fædrelandet. Hædersmænd som Henrik Hielmstierne, Peter Friderich Suhm , Bolle Willum Luxdorph - for ikke at nævne andre - var hans hengivne venner.
De to førstnævnte lod efter hans død slå en skuepenge til hans ære. Suhm fortsatte udgaven af Scriptores rerum Danicarum ved hjælp af de af Langebek efterladte materialer. I fortalen til 4. bind, hvoraf den allerstørste del var færdigtrykt inden Langebeks død, har Suhm med sympati og varme skildret hans levned. Bl.a. har han bevaret det lille træk, at Langebek, som måtte gennemlæse så overordentlig meget, dog daglig tog tid til læsning i sin Bibel. For øvrigt er det Suhms dom om ham, at ingen - end ikke Gram - nogensinde havde overgået ham i kundskab til Danmarks fortid.
Søren Abildgaard.
Jacob havde et livslangt samarbejder med tegenren Søren Abildgaard. I begyndelsen af Sørens karriere som tegner blev han (ca. 1740) engageret af greve Christian Frederik Raben, hvor han hjalp denne i hans videnskabelige arbejde med sommerfugle, såvel i det praktiske arbejde med at udklække larverne, som med at aftegne de færdige sommerfugle i smukke farve plancher. Det var her hos Raben at Langebeck mødte Søren Abildbaard, så da Langebek i 1753 fik bevillinger til sin store Østersø tur, var han ikke i tvivl om, at det var Abildgaard, der var bedst kvalificeret til at ledsage ham som tegner og dokumentator.
Langebeck benyttede også andre tegnere, bl.a svenskeren Hilffeling (1740-1823) og maleren Ole Berg (1727-63), men Abildgaard blev ved at stå ham nærmest. Da Brockman i 1768 foreslog Langebeck, at Hilfeling kunne få lov at tjene lidt ekstra ved at være tegnelærer for Langebecks søn Friederich, så måtte JL afslå med den begrundelse, at han allerede havde givet dette job til Søren Abilgaard "som jeg ikke kunde støde for Hovedet efter den connexion, som er mellem ham og mig" [3][4]
Henvisninger
1. Harald Langberg, Den store satire, Gyldendal, 1973, s. 46-48.
Kilder
Holger Fr. Rørdam (red.),: Breve fra Jacob Langebek I-II, Gyldendal, 1895.
Jørgensen, Ellen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, Kbhn. 1931
Grinder-Hansen, Poul: Søren Abildgaard, Fortiden på tegnebrættet.
Eksterne henvisningerBøger af Langebek på Google Books Biografi i Dansk biografisk leksikon 1. udgave
[1]: Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887-1905). Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Jacob_Langebek"[2]: "BOGAUKTIONEN 1749 OVER HANS GRAMS TRYKTE BØGER" AF CJ. Ballhausen
Kategorier: Dansk biografisk leksikon | Født i 1710 | Døde i 1775 | Danskere i 1700-tallet | Historikere fra Danmark | Medlemmer af Kungliga Vetenskapsakademien | Arkivarer fra Danmark | Medlemmer af Videnskabernes Selskab
[3]: Poul Grinder-Hansen: Søren Abildgaard, Fortiden på tegnebrættet. Pg 113.
[4]: Breve fra Langebek. Udg. af H. Rørdam, Kbhn 1895, nr.207.
[5]: kap. II, Kbhvn., Thiele, 1901, Carl Bruun (1846-99)
[6]: Alvorlige Betragtninger over den almindelige Tilstand, udgivne Fædrelandets Venner til Eftertanke, 1771, Luxd. Saml. 1. rk. 14. bd. nr. 1, s. 19. samt
74 (Jacob Langebek): Nye Prøve af Skrive-Frihed. Trykt i Pressens gyldne Alder, 1771, Luxd. Saml. 1. rk. 14. bd. nr. 2, s. 19.
75 (Jacob Langebek) 1771, s. 9.
76 (Jacob Langebek) 1771, s. 13 og 18.
77 (Jacob Langebek) 1771, s. 20 ff.
78 Luxdorphs Dagbøger, 1, 1915-1930, s. 434.
79 Luxdorphs Dagbøger, 1, 1915-1930, s. 452.